Åhuset er opført i den sydlige del af godsbanearealet, afskåret af jernbanen og Dag Hammerskjoldsgade og Østre Allé. Godsbanearealet har gennemgået en større byomdannelse fra tidligere industri til et moderne tæt byområde med blandede by funktioner fx dagligvare, detailhandelsbutikker, boliger, undervisning og hotel. Derfor findes flere undervisningsinstitutioner i området herunder Aalborg City Gymnasium, VUC & HF Nordjylland og SOSU Nord. Desuden fremstår Godsbanearealet med grønne områder og rekreative faciliteter som fodbold- og basketballbaner. Det er yderligere planlagt, at Østerås fremtidige forløb skal indgå som forskønnende rekreativt element i bydelens grønne struktur.
Åhuset i Aalborg er opført som fem bygninger med i alt 160 lejeligheder, fordelt på 1, 2 og 3-værelses boliger. Bebyggelsen er opført som randbebyggelse mod Dag Hammarskjølds Gade og Østre Alle, og udgøre en samlet visuel og arkitektonisk helhed. Med bygningsprincippet skabes en ”stille” bagside, hvor der etableres et attraktivt gårdrum, som kan blive omdrejningspunktet for fælles udendørs ophold for beboerne. I bebyggelsens arkitektur udgør forskydning i volumener og bygningshøjde, gennemgående materiale- og farvevalg de vigtigste elementer i bygningsudtrykket.
Randbebyggelsen skal opføres med varierende etageantal i 7-11 etager. De højeste bygningsvolumener placeres ved krydsningen mellem Dag Hammarskjølds Gade og Østre Alle, for at markere hjørnet og for at sikre, at bebyggelsen fremstår som et pejlemærke for området. Herfra trappes bebyggelsen ned mod nord og mod vest. Parkeringsdækket på bebyggelsens nordside etableres som én etage, og der er indrettet en tagterrasse på taget af parkeringsdækket til fælles udendørs opholdsareal. På grund af den store terrænforskel mellem Godsbanearealet, Østre Alle og Dag Hammarskjølds Gade vil bebyggelsens højde opleves forskelligt afhængigt af, hvorfra den ses. Fra Østre Alle og Dag Hammarskjølds Gade vil randbebyggelsen fremstå som 5, 7 og 9 etager, mens den fra Godsbanearealet vil fremstå som 7, 9 og 11 etager, da de to nederste etager kun vil være synlige fra Godsbanearealet. Bebyggelsen fremtræder homogen, dog med et varieret og levende facadeudtryk. Grundet områdets synlige placering og de forholdsvis store volumener er der sikret en opbrydning af bebyggelsens facader. Dette sker ved brug af variation i bygningshøjder, materialer, farver, struktur, facaderytme, frem- og tilbagerykning samt indpasning af altaner.